Ingrid Pico Hansen

Om mig

Jeg er født, opvokset og bosat på Langeland. Lige fra barndommen har jeg elsket naturen. For mig er en tur langs en af Langelands smukke strande, eller en rask spadseretur gennem en dejlig skov, faste elementer i mit liv.

Jeg har altid elsket at tegne og male, men først i 2002 fik jeg for alvor gang i penslerne. Glæden ved at male blev så stor, at jeg besluttede at få lært nogle grundprincipper. I 2003 gik jeg derfor på Svendborg Kunstskole med acrylmaling som hovedfag. Jeg blev bl.a. undervist af Solveig Moa.

Efterfølgende fortsatte jeg med at få undervisning på dag- og aftenkurser, hvor jeg igen blev undervist af Solveig Moa, samt senere af Britta Kristensen og Allan Stabell. De sidste 4-5 år har jeg fået min undervisning hos Mai-Britt Schultz, som driver egen malerskole i det tidligere gamle mejeri på Kragekærvej på Tåsinge.

I starten var inspirationen i mine billeder næsten altid fundet i naturen.
De sidste år har jeg forsøgt mig mere i det abstrakte, men stadig med inspiration fra naturen blandet med indre følelser og stemninger under arbejdet med maleriet.